Christian Lemmerz har i sin kunst en lige linje tilbage til kristendommens hovedfortælling om lidelse og smerte
I Firenze opdagede man i 1975 et lille rum under Mediciernes gravkapel. På væggene var der en mængde skitser malet med sort farve, nogle af dem var nok fra Michelangelos hånd. De er i deres rå fremtræden den absolutte modsætning til de forfinede marmorskulpturer han har udført i selve gravkapellet.
Lemmertz er blevet tiltrukket af skitserne idet han selv arbejder på begge måder. Han har skabt fine marmorting fx det raffinerede alterbord i Kgs Lyngby kirke, men også udstillet løst skitserede værker. I Hans Alf Gallery har han som sit italienske forbillede skabt en stribe sort-hvide malerier med tydelige link til væggene i Firenze.
De fleste af denne udstillings billederne er lavet i en meget kort periode, de er som en eksplosion af indre billeder der bare skulle ud, billeder fra Lemmerz indre lager. Det er hurtige skitser med akryl, der så er bearbejdet videre, farverne er tværet ud, trukket op og igen givet frit løb ned over lærredet.
Ikke Michelangelo
Trods gedigne inspirationskilder, der udover Michelangelo bland andet også er Tizian, og Tintoretto, så er billederne på denne udstilling helt Lemmerz egne. De nævnte kunstnere er alle fra en tid hvor religiøs kunst næsten var det eneste de kunne tjene penge på, og deres personlige udtryk var altid underordnet de aftalte motiver. Lemmerz kunstneriske praksis er nutidig og kredser om eksistentielle spørgsmål. Der er portrætter og figurgrupper der fanger beskueren også selvom man ikke kender historierne bag.
Lidelsen
Nogle af de stærkeste værker er korsfæstelsesbillederne. Man fristes til at skrive “selvfølgelig”, men bedre er det at skrive: Usædvanligt nok drister Lemmerz sig til at gentage et af de mest brugte og forslidte motiver og alligevel gøre det til sit eget. I “Kreuzigung” løber blodet i sorte streger ned over den lidende Jesus, det er effektfuldt ude at blive sentimentalt. I den hårdtbeskårne korsfæstelse, zoomes der ind på torsoen, vi ser ikke ansigtet, kun det lange hår, billedet bliver abstrakt og samtidigt inderligt.
På et andet billede “Crux” der er malet dagen efter “Kreuzigung”, er motivet det samme – her hænger kroppen endnu mere og lidelsen er markeret tydeligt i ansigtet med ridser fra penselskaftet.
Katolsk billedverden
Impulserne til de forskellige billeder kommer tydeligvis mange steder fra. I et billede som “Mater Dolorosa” ses fx. noget der kunne høre hjemme i den mexikanske dødekult og i skulpturerne oplever jeg inspiration fra Pastor Laiers religiøse gipsskulpturer fx i “Lazarus” og “INRI”, men måske han også har set Michelangelos få og små bevarede lerskitser.
Nutiden presser sig på
Kunsthistoriker Mikael Wivel skriver i introduktionen: “Skal man tro Lemmerz selv, drejer det sig om fortolkninger af Adam, Kristus eller Lazarus. Men det kunne måske også og mere oplagt være nogle af de mange mennesker, der dag efter dag dør på begge sider af fronten i Ukraine?”
Det er en udstilling med nogle ekspresive akrylskitser og bronzefigurer, påtrængende og ærlige. Så kan man kan altid undre sig over hvordan man prissætter sådan nogle skitser, men glem det og nyd nogle flotte billeder og bronzefigurer.