Det nye landskab – Langt fra Lundby

 

En bredere fortolkning af landskabsmaleriet

Finn Hagen Madsen

finn@studio8.dk

Kategorien landskabsmaleri lyder lettere støvet idag, men igennem næsten alle kunstens stilperioder har det haft sin plads, selv røde og blå firkanter kan være begyndt med et landskab. I udstillingens tekst argumenteres for en endnu bredere opfattelse af landskabsskildring: “Her er landskabet ikke præsenteret som en gengivelse, forherligelse eller dokumentarisk handling. Snarere er det en tanke eller en ide om et landskab, som noget indre – en følelse, der kommer til udtryk i værkerne.” 

Det malede

En af udstillingens “klassiske” landskabsmalere er Pauline  Fransson. Hun lader i tre dejlige billeder de enkle strøg antyde et landskab eller dele af et. Hun arbejder på en bund hvor farven har fået lov til at flyde ud og ned over lærredet, hvorefter få præcise strøg er tilføjet for at bringer os ind i billedet. Det er billeder fyldt med poesi og kraft, men de pirrer også beskuerens nysgerrighed med deres antydninger af mere end blot buske og træer.

Det overmalede

Sophie Kitching maler videre på et monokromt fotografi af et landskab i sine “Painted photos”. Lidt som Pauline Fransson præciserer hun noget mere ved at tilføre fotoet enkelte farvede strøg. Hun fjerner og føjer til, og får dermed landskabsfotoet til at fremstå som en nytænkning af det traditionelle landskabsmaleri. Bedst er hun når hun bearbejder hele den fotografiske flade, fotografiets komposition bliver det eneste der er tilbage, resten har hun dækket med sine egne farver i transparente toner.

Den røde snor 

En anden meget original kunstner på udstillingen er Liva Jo Juul Streich. Hun maler direkte på det upræparerede lærred og skaber dermed et umiddelbart link til naturen og de materialer vi udvinder derfra. Billederne har dermed et direkte reference til den aktuelle optagethed af klima og miljø, man kan sige at hun sanser tidens landskab. Billederne bliver meget originale, næsten private i deres udtryk – en rød streg snor sig i et ganske traditionelt landskab, det rå lærred uden grunding er en vigtig del af billedet – her er vi langt fra Lundbyes forfinede guldaldermaleri.

Det hele skal med

Der er mange slags landskaber og de forandrer sig hele tiden. Det er den tilgang, på godt og ondt, som galleri Alice Folker har brugt i sin kuratering af denne udstilling. Noget tyder på at landskabet som tema endnu engang har fået kunstnernes opmærksomhed, dels direkte, men også i mere indirekte form. Det giver plads til fx Frederik Næblerøds masker i fugemasse og Ragnhild Mays højhælede sko støbt i bronze. Begges deltagelse i udstillingen kan man måske godt argumentere for, men omvendt kan man så sige at hvis disse elementer er med, så kan man tage alt med. Bedøm selv på denne spændende udstilling!

Landscape – frem til d. 17 maj

Galleri Alice Folker

Esplanaden 14
1263 København K