På en varm sommerdag i Milano, stod jeg udenfor kirken Santa Maria delle Grazie – kl 10.15 skulle jeg ind og se Leonardo da Vinci´s vægmaleri ”Den Sidste Nadver”.
Efter et stykke tid i klimatiseringsrummet, gik dørene endelig op. På endevæggen i den dunkelt oplyste sal var værket malet på væggen, der var ikke andet i rummet, men det var også nok mente jeg.
- I har 20 minutter til at se på billedet; sagde kustoden –.
Jeg havde ikke læst meget om billedet og Da Vinci Mysteriet var ikke skrevet dengang, men billedet var magisk og tiden fløj afsted. Efter ti minutter så jeg til siden og opdagede at jeg var alene – de nitten andre besøgende stod ved udgangen og håbede på at døren snart ville blive åbnet. Jeg følte mig som lidt af en forræder da jeg brugte de sidste ti minutter på at nyde alle detaljer i maleriet.
Anmelderens lette gang på jorden
Når jeg besøger et galleri plejer jeg hurtigt at scanne kunstværkerne og så vende tilbage til det der taler til mine følelser. Så prøver jeg at finde ud af hvad der i netop disse billeder tiltrak mig – det kan være mange ting, farven, motivet eller måske en reference til noget aktuelt politisk. Sådan noget er individuelt og påvirkes af mange faktorer. Måske er der et link i kataloget til forståelse af værkerne eller det kan være en kunstner jeg kender som nu prøver noget nyt. Det er altid givende at gå på et galleri eller en udstilling, og at mærke en kunstner gribe dig gennem sine værker.
Til begravelse med El Greco
Om alle de store mestre er der skrevet mange tykke bøger, og læsning om dem kan gøre oplevelsen af deres billeder meget stærkere, men for megen viden om et billede kan også være en ulempe. Det kan godt stå i vejen for at få en stærke personlig oplevelse når man står foran selve værket. Den ældre malerkunst er ofte religiøs i sit afsæt, så et minimalt kendskab kristendommens historie og begreber er absolut en fordel når man møder et ældre værk.
Som da jeg besøgte et kapel i Toledo hvor El Grecos store billede ”Greve Orgaz Begravelse” befandt sig. Det er et stor og kompliceret maleri med masse af referencer til kristne symboler, og kan ikke opleves ved blot at gå langsom forbi. Der var heldigvis en smal bænk lige foran hvor vi kunne sidde og nyde mesterens værk. Imens tror jeg, at der passerede hvad der svare til antallet af passagerer på to krydstogtskibe bag os. De kunne alle sige at de havde set billedet, men om de bemærkede englen midt i billedet med et foster eller det skarpe skel mellem det himmelske og jordiske (se billedet) er tvivlsomt.
Giotto overalt
Året efter besøgte jeg det kapel i Padua hvor Giotto har malet fresker på alle vægge og loftet. Igen skulle vi klimatiseres før vi kom ind, denne gang havde man kun 15 minutter til at se de mange fresker. Det var ikke meget pr billede og panikken bredte sig hos mig, her kunne jeg godt have sat mig lidt bedre ind i tingene inden jeg besøget.
Som nævnt er vil det være individuelt hvor meget tid man bruger på et kunstværk, medmindre selvfølgelig kunstneren har skrevet hvad det kræver. Hvis der står at en video varer syv et halvt minut, så passer det som regel og hvis der ikke står hvor længe den varer så går mange at gode grunde forbi. Tid er kostbar, men prøv at give et enkelt værk al den tid det måtte behøve.