Boganmeldelse
Alt omkring C. D. Friedrich
Casper David Friedrichs rejse gennem tiderne
Af Finn Hagen Madsen
At blive fremhævet og promoveret af en magtfuld statsleder må være enhver kunstners drøm, men når manden hedder Adolf Hitler, så bliver det til et problem. Det skete for Caspar David Friedrich, der efter 2. verdenskrig blev koblet til nazismen og sat i skammekrogen frem til 1970erne. Derefter er han langsomt steget i popularitet, og lige nu er han omtalt som få, idet han har 250 års jubilæum.
Den sidste bog, der er kommet på dansk om ham, er Florian Illies “Stilhedens fortryllelse” det er en fyndig og causerende fortælling om synet på Friedrich gennem tiden. Bogen er skrevet i samme stil som Illies’s tidligere bøger – mest kendt er nok “1913”.
Indlevelse og viden
Når Illes skriver er det altid ud fra et grundigt forarbejde.Han gør det biografiske og faglige spændende ved hele tiden at trække paralleller til samtidige kunstnere eller begivenheder.
Som eksempel kan nævnes hans omtale af de overvældende, næsten unaturligt farverige solnedgange som Friedrich malede.Her har Illies fundet frem til at det ikke er overdreven fantasi, men derimod at der i de år var et meget kraftigt vulkanudbrud som gav nogle flotte solnedgange overalt på jorden.
Illies skriver tydeligvis til et tysk publikum og refererer som i sine tidligere bøger hele tiden til den tyske kulturs utallige koryfæer som Rilke, Goethe m.fl. Han gør det i små spiselige stykker så teksten ikke bliver for tung, istedet bliver det godbidder der giver en lyst til at kigge nærmere på det tyske kulturelle arvegods.
Han vinkler Friedrichs privat liv og problematiske eftermæle på en medrivende måde og læseren holdes i hånden igennem et virvar af biografiske og historiske detaljer. Man kan undres over, hvorfor en kunstner det ene øjeblik er væk og det næste berømt. Et Rilke citat i bogen lyder: “Historien er en liste over dem der kom for tidligt … Men århundreder senere … så vågner han igen og nærmer sig som en samtidig”. Bogen igennem øser Illies af sin viden og giver os en dyb forståelse af Friedrich værk og person.
Uden billeder, men læs den alligevel
Hvis man skal kritisere bogen for noget, er det fraværet af billeder.Det er trods alt ikke alle der lige har Friedrichs maleri “Det ensomme træ” på nethinden. Men i år kom bogen “Friedrichs farver” af Lilian Munk Rösing og den er god at have ved hånden. Den har masser af billeder og en særdeles kompetent gennemgang af mange af Friedrichs værker, de kan dog også alle findes på nettet. Jeg må stærkt anbefale “Stilhedens fortryllelse”, det er en seriøs bog, og den beskriver i høj grad også om kunstens foranderlige rolle i tiden.
Finn Hagen Madsen
finn@studio8.dk
Florian Illies, “Stilhedens fortryllelse”
Casper David Friedrichs rejse gennem tiderne
Gutkind
230 sider, ca 299 kr
………….
Meditation i farver
Udstillingen med maleren Alexej Jawlensky handler meget om meditationer over ansigter og uendelige variationer over et tema
Finn Hagen Madsen
Lige når man går ind på denne udstilling tror man at det er billeder af Kandinsky, Münter og de andre kendte navne fra gruppen „Blaue Reiter“, men det er kun værker af Jawlensky man ser. Han malede sine egen originale værker side om side med denne gruppes kunstnere, dog uden at være et fremtrædende medlem af gruppen. I modsætning til de andre fandt han først sit eget kunstneriske udtryk ret sent i sin karriere. Men det var heller ikke nemt, i en tid hvor den ene betydningsfulde kunstretning fulgte efter den anden: ekspressionisme, fauvisme, kubisme, dadaisme og mange flere. Alle var de bud på en ny kunstnerisk måde at udtrykke sig på.
Landskaberne
Et af de første landskabsmalerier på denne udstilling er „Murnau Landskab“ fra 1909. Her er der rene flader og kraftige konturer på træer og bjerge, stilen ligger tæt op ad de andre Blaue Reiter kunstneres landskaber. I et andet landskabsbillede „Landsbyen Murnau“ er stilen mere traditionel, men nok for den tid ganske original. Det er et billede hvor farve og flader er det vigtigste, her er ingen detaljer eller konturer. Fladerne er det centrale, dette billede er en forløber for de næste værker på udstillingen. Det ville have været interessant at have set flere billeder fra tiden med Blaue Reiter, men det må blive en anden gang.
Flader
I forlængelse af landskabsbillederne begyndte Jawlensky på en række billeder hvor rene farveformer fylder fladen og hvor motivet kun er antydet og nogen gange næsten væk. Et dejligt godt er „Tordenlandskab“, man fornemmer hvordan de mørke skyer er med til at give mørke skygger og kontrast der trækker de lyse partier frem. Der er en række af disse studier med på udstillingen. Titlerne på disse billederne bliver vigtige for vores opfattelse af dem: „Køligt forår“, „Stor variation“, „Nat“ osv. Denne billedserie er den første af mange fra hans hånd.
Portrætter
Udstillingen har en del portrætter, de er flotte og spændende i farvevalg og brug af linjer, som fx. i „Head of a youth“ eller „Selvportræt“ begge fra 1911. Der er en stærk beslutsomhed i behandlingen af farverne i de billeder.
I serien „Mystiske hoveder“ ser man igen en friskhed i udtrykket. Et billede som „“Piges hoved“ er mere en vellykket ide end et egentligt portræt. Her ser man hvordan Jawlensky i et ansigtsmotivet bedst kunne udtrykke sine spirituelle tanker. Fra 1920erne og frem har alle ansigter lukkede øjne, som udtryk for at det er det indre der skildres.
Senere blev denne karakteristiske måde at male på endnu tydeligere i serien „Abstrakte hoveder“. Linjer og farver varieres i denne serie i uendelighed. Det er meget forenklede portrætter, kompositionen af ansigterne forandrer sig ikke meget, men det gør derimod de farvede former og stregerne. Inden for denne ret stramme figurlige ramme leger han med billedelementernes fremtræden og presser udtrykket til det yderste. Det er som om han i de mange variationer af ansigter gennemgår menneskets utallige sindsstilstande.
Som tiden gik, blev ansigterne mindre og mindre genkendelige, og mørkere og mørkere, for tilsidst at blive fuldkommen abstrakte.
Ikonerne
Hver søndag lyder kirkeklokkerne her i landet. Dette tilbagevendende ritual og de gentagne bønner er en del af vores spirituelle praksis. Dette dyrkede Jawlensky passioneret i den sidste del af sit liv. Han kunne for eksempel blive betaget af en sort madonna eller en ikon, og brugte så disse religiøse figurer som inspiration i sine billeder. Som fx. I billedet „Torne“ der er et ansigt med tornekrone.
Meditationer
Jawlensky mediterede hver dag og kaldte naturligt nok sin sidste store serie for „Meditationer”. Han var da i 50erne og blev på det tidspunkt mere og mere plaget af gigt. Samtidig blev han i de år også pålagt maleforbud af nazisterne, selvom han sagde om sin kunst at det ikke var andet end meditation og bøn i farver.
Gigten gjorde at „Meditationerne“ alle blev meget små, men istedet for at opgive maleriet på grund af gigten, så brugte han det som en kreativ begrænsning. Alt overflødigt var væk, der var kun fladerne tilbage malet med mange lige strøg ved siden af hinanden. Billederne blev hans daglige gentagne bøn og de over tusind meditative værker han malede i disse år, skabte billeder med forfinet variation.
Et af udstillingens sidste billeder er en dejlig buket som han malede en af de få dage hvor hænderne ville makke ret. Farverne i billedet er en opsummering af alle erfaringerne med at lave meditationsbilleder. Det er frit malet og meget mere forløst end de tidlige stillleben med blomsterbuketter, der også kan ses på udstillingen.
Værket og delene
Gennem hele sin karriere var Jawlensky optaget af at lave serier. Det var for ham „værket“ istedet for det stor monumentalt maleri som man på den tid anså som en kunstners mål. For Jawlensky var processen afgørende og ikke slutresultatet.
Der er 60 værker, så der er meget at se på. Der er billeder fra hele Jawlenskys oeuvre, men med vægt på hans sene år. Det er en udstilling for både nørder og dem der bare værdsætter et godt maleri.
Alexej Jawlensky
Frem til 1. juni 2025
Louisiana Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
…………………..
Citater:
jeg måtte male ikke dét, jeg så, men dét, der var inden i mig, i min sjæl.
Alexej Jawlensky
……………………..
………………..
Ekko af undergang
Om hvordan man for 100 år siden beskæftigede sig med emner der også er aktuelle idag
Finn Hagen Madsen
Sophienholm har valgt at sætte den tyske kunstscene fra 1920erne op mod udvalgte danske kunstnere fra idag. 100 år er langt tid og så alligevel ikke. Flere gange må man på denne udstilling hen for at se om værket nu er fra 1920erne eller fra idag, og dette er faktisk en god ting! For det ses at værkerne er beslægtede selvom der er så lang tid imellem dem. Udstillingen tager ikke stilling til om historien gentager sig, men giver os en mulighed for at se om der genkendelige spor i de to tidsperioders kunst. Kunstnerne har altid været anset for at være en slags seismografer for hvad der bevæger sig i samfundet. I hvert fald har kunsthistorikere ofte tillagt dem den evne.
Nye gode navne
Udstilingens tyske værker kommer hovedsageligt fra fra den tyske kunstsamler Maike Bruhn’s samling. Den har udlånt en række relativt ukendte kunstnere, mest fra 1920ernes Hamburg. Gå selv på opdagelse i rækken af navne! Det er ganske forfriskende at se nogle af de mindre kendte kunstnere fra denne periode – de har ligeså meget på hjerte og er stærke i deres personlige udtryk.
Kroppen som kampplads
1920erne var en tid med fri seksualitet for de priviligerede og gode betingelser for marginaliserede grupper som fx. Homoseksuelle. Dette afspejlede sig selvfølgelig også i kunsten, på samme måde som det gør det idag.
Nana Stark kredser om kønsidentitet i sit store relief. Det fylder en hel væg og er ret voldsomt at møde. Forvredne kvinder der udstiller „kroppens kompleksitet, skønhed og forfald“ som der står i omtalen. Ved nærmere eftersyn har værket nogle raffinementer bla. med brug af afløbsriste og cigaretter til at lave en dekorativ effekt. En kunstner fra 1920erne der kredser om de same ting, er Helle Jacobs. I værket „Orgie“ beskriver hun i stil og motiv sin samtid ret præcist.
Fest og kaos
På førstesalen mødes man af en meget flot opstilling med dekorerede krukker. Det er Niels Pugholm der har illustreret forskellige undergangsmyter med utallige tegninger ridset ind krukkerne, der er en utrolig energi i dette værk. Undergangsmyten har en parallel i 1920erne hvor bogen „Vestens undergang“ af Oswald Spengler var meget populær. I bogen fremsatte han ideen om at historien er cyklisk – og at vesten gik sin undergang i møde. Det skete ikke, men noget næsten lige så forfærdeligt skete i den følgende verdenskrig.
På vej mod undergang?
De tyske værker på udstillingen er lavet i skyggen af rædslerne under 1. verdenskrig og er skabt i en mellemkrigstid, hvilket ingen jo kunne vide på det tidspunkt. De danske værker giver et bekymret blik på nutidens oprustning og frygten for at vi lever i en mellemkrigstid. Johannes Sivertsen viser i billederne „White phosphor“ og „Load“ hvordan oprustning sker med en „nå skal vi nu til det igen“ attitude. Sivertsens billeder har en uhyggelig æstetik – isenkram og bomber skildres i lyse farver. Der er en stor distance til det undergangspotentiale der ligger i motivet.
Sort hvid
Der er flere fine træsnit på udstillingen især fra 1920erne fx. „Ensom gård“ af Max Kahlke. Et dramatisk billede, der udmærker sig ved en forfinet snitteteknik, men der er som nævnt også mange værker der fortjener opmærksomhed. Der er meget prisværdigt at der udstillingen igennem, hænger små baggrundsfortællinger til værkerne – lige til at tage med. Godt med lidt baggrund, for det kan være svært at holde temaet for udstillingen skarpt når man ser så mange forskelligartede værker. I forbindelse med udstillingen bliver der afholdt en række foredrag, oplæsninger mm. Det kan ses på deres hjemmeside.
Genklang
Frem til 21. april 2025
SOPHIENHOLM
Nybrovej 401
2800 Kgs. Lyngby
…………..’
‘Lyden af farver, farver i toner
Toner i færøsk kunst på Nordatlantens brygge
Finn Hagen Madsen
Hvis man tror at færøsk musik blot er folkemusik, så husk lige på navne som Teitur, Eivør og sidst Sissal. For en befolkning på 55000 mennesker, ca. som Haderslev, er det imponerende hvor meget kultur der bydes på. Der er billedkunst og kunsthåndværk i mange genrer og musik fra Metalbands og rap-grupper over jazzensembler til et Færøsk Symfoniorkester. Der har været et stort materiale at tage stilling til for at lave denne udstilling.
Rytme i stentøj
En af de mere overraskende ting på udstillingen er Vigdis Petersens figurer. De viser den vedholdne rytme der er i den traditionelle færøske kædedans, skildret i stentøj. Linket til musik er indirekte, men man fornemmer de gentagne og tunge dansetrin skride frem i en varm dansehal. De stramme former og farverne i stentøjet giver også associationer til fjelde pakket ind i tåge. Kædedansen, sangen og teksterne er centrale for øernes kultur og dukke tematisk op flere steder på udstillingen.
Klange i Gjov
Et andet spændende værk på udstillingen er Heðin Ziska Davidsens „Ringe i vandet“ – der ikke er som når man smider en sten i vandet, men den lyd som forankrings-ringe giver når de falder ned på klippen. I en video der lidt stedmoderligt er henvist til brandtrappen, ser man hvordan forankringsringene i havnen i Gjov blive brugt sammen med elektronisk musik. Havet bruser mellem de stejle klipper og er meget tilstede her og i andre værker. Man fornemmer hvordan klipperne stikker op af havet og bryder de store bølger. Det er en af de stærke kræfter der danner denne kultur og menneskene i den.
Forfinet farvebrug
Et af de værker der passer bedst til udstillingens titel „Toner i kunst“ og viser sammenhængen mellem musik og billeder, er Hansina Iversens skønne litografier. De danner en bro mellem Færøerne og resten af verden. Billedtitlen „Purple Rain“ peger både udad og indad, værket har smukke lilla og violette farver, som man godt kan forbinde til øernes natur. Samtidig ved de fleste at det er navnet på en melodien skrevet af den internationale kunstner Prince. Hansina er optaget af melodierne, harmonierne, rytmerne og stemningen i musikken, de samme begreber som arbejder med når hun sbaber sin kunst.
Et bredt tema
Udstillingen kommer langt omkring, måske lidt for langt. At vise tegninger af musikere virker måske oplagt, men har jo egentlig ikke noget med temaet for udstillingen at gøre. Og af de viste pladeomslag er nogle fine, mens andre blot prøver at sælge indholdet. Et cover der dog rammer musikkens udtryk indfølt og præcist er Margrethe Odgaards billedside til Teiturs smukke „Y arpeggios for piano“, hvor samspillet mellem farver og toner bliver en smuk sammenkobling af to sanser,
Inspiration til os
Det er en udstilling med mange gode værker og man bliver som nævnt imponeret over bredden og kvaliteten af værkerne. Man kan ikke lade være med at reflektere over hvor omfattende og vigtig kunsten kan blive for et samfund. I Haderslev har de nok et velfungerende kulturhus med mange aktiviteter, men der er et godt stykke vej til niveauet på de grønne øer i Atlanterhavet.
Toner i Kunst
Frem til 24. august
Nordatlantens Brygge
Strandgade 91
1401 Kbh K
……………….
Frøken Verden og Pyramidecyklisten
Med fantasi og original brug af materialer, løfter Anna Stahn Heerups kunst til nye højder
Finn Hagen Madsen
Noget af det første man møder på denne udstilling er en amagerhylde! Er der noget der passer bedre til vores forestilling om den folkelige kunstner Henry Heerup? Han var hele livet optaget af at være i øjenhøjde med sit publikum gennem linoleumssnit, Irma-dåser, morsdags-platter og plakater. Han havde ikke berøringsangst med det kommercielle, så længe det kunne få hans kunst ud til det publikum der elskede hans ting og stadigvæk gør det. Han skildrede ofte den jævne danskers hverdag og kom selv fra små kår. I hans motiv verden bliver familien meget central med far, mor og børn som udtryk for harmoni. Lige netop denne optagethed af hverdagens skønhed har for Anna Stahn været en kilde til både mod- og medspil i forhold til Heerups kunst.
Amagerhylden
Amagerhylden, der også viser sig at være en kvindefigur, har på hylderne forskellige referencer til nutidens store spørgsmål. Figurer der svæver mellem at engagere sig eller resignere overfor tidens store problemer. Hun prøver at vise et alternativ til den side af Heerups kunst der fastholder familien i centrum, for idag presser der sig store spørgsmål på, som fx. miljø, krig og meget andet. Det skal retfærdigvis nævnes at Heerup også beskæftigede ret meget med de mere alvorlige sider af hverdagen.
Talartist
Når man skriver og tegner med kridt på en tavle er man tilstede i det øjeblik det sker, man arbejder ofte mere uformelt på tavlen, fordi tanken om at det let kan viskes ud gør os mere frie. Heerups linoleumssnit „Tal-artisterne“ er i Stahns hænder blevet til en humoristisk skolestue, hvor hun har bemalet træ-silhuetter med tavlelak og tegnet med kridt på dem. Eleverne sidder med absolut ikke-digitale tavler og skriver. Lærerinden viser sine pointer på tavlen, Det hvide kridt på den sorte tavle bliver en kommentar til både Heerups linoleumssnit og den digitale flodbølge der rammer os.
Avanceret genbrug
På udstilingen er der tre store træsnit af Anna Stahn. Træsnittet „Frk Verden“ er præcis i sin form og rå i sin udførelse og inspireret af Heerups „Pyramidecyklisten“. De flossede kanter fra den råt skårne træplade har noget genbrugsagtigt over sig, noget der hænger sammen med Heerups hang til at arbejde på kasserede knækkede litografiske sten. Han har skabt mange fine og meget velkendte farvelitografier, og i dem har Stahn fundet inspiration til sine grafiske værker. Ved at genbruge materialer har begge kunstnere fået noget foræret både i billeder og skulpturer, de små fejl og former er har ledt kunstnerne frem til ofte overraskende udtryk.
Mere end Heerup
Enkeltmands museets plage er ofte at man siger „der har jeg været“, den tanke er ekstra synd denne gang, fordi dette er en virkelig fin udstilling, der tvister mange af Heerups tilgange til det kunstneriske udtryk. Den lykkelige familie bliver konfronteret med LGBT og den hårde realitet som verden også består af. Stauhs værker giver også på forunderlig vis Heerups kunst nyt liv. Hans nogen gange lidt for direkte symbolisme glider nemmere ned sammen med alle disse nytænkninger af hans livssyn.
DIALOG & DOGMER
Anna Stahn og Henry Heerup
Frem til 31. august 2025
………………..
Boganmeldelse
Endelig en vægtig bog om ny dansk kirkekunst
Bogen „Opstand og opstandelse“ giver en velskreven og grundig præsentation af nyere dansk kirkekunst
Finn Hagen Madsen
Når vi går på museer eller gallerier ser vi ofte værker blot en enkelt gang. I en kirke skal et værk kunne tåle gensyn søndag efter søndag, derfor skal denne kunst være langtidsholdbar. Egil Hvid-Olsen kommer i indledningen til sin bog ind på hvad det er, han peger både på det håndværksmæssige og indholdet. Meget grundigt gennemgår han i bogen hvad der kræves af ikke blot værkerne, men også kunstneren selv, menighedsrådene og andre involverede. I en tid hvor mange kunstneriske stilarter trives side om side må det nødvendigvis resultere i mange forskellige udtryk. Med en fin og ganske ydmyg tilgang bliver vi i bogen præsenteret for et udvalg af kunstværker i danske kirker fra de sidste tre årtier.
Kunst til tiden
Det kan være lidt af hvert der møder en, når man møder en ny kirkeudsmykning – fra det naivt fortællende til det symbolske og antydede. Ofte er “indpakningen“ en smuk romanske kirke – her har man igennem århundreder føjet kunstværker til kirkens rum og det bliver man heldigvis ved med. Kunst i sig selv kan nok ikke få flere til at komme til gudstjeneste. I bedste fald giver kunsten et signal til dem der kommer, om at kirken også er nutid og ikke kun fortid.
Nok til alle?
I bogens forord påpeger Benny Grey Schuster det misforhold, at fx 15 kunstnere har udført 30% af alle værker der er udført i danske kirker siden 1945. I samme periode har 770 kunstnere kun udført et eller få værker i en dansk kirke. Det er en skævhed som Egil Hvid-Olsen er bevidst om, og han viser med sin bog at der er mange gode, men mindre kendte kunstnere man roligt kan give en udsmykningsopgave. Bogen præsenterer dog en fin blanding af kunstnere på forskellige niveauer, nogle mere kendte end andre og andre er ikke kommet med, måske er deres værker beskrevet i selvstændige udgivelser. Enkelte kunstnere som fx Peter Callesen og Annette Harboe Flensburg gives en ret lang præsentation inden han omtaler deres værker i kirken. Ved andre kunstnere går han virkelig i dybden og han mestrer såvel det kunstfaglige som det teologiske i sin omtale af værkerne.
Skal en kunstner tro?
Der melder sig med kirkekunst selvfølgelig tanker om den enkelte kunstners forhold til kirke og kristendom. Der mener forfatteren, at man primært skal se på kunstnerens faglighed, og skriver: „Kirkekunst er en genre for sig. Værkerne skal have en særlig slidstyrke, for de skal kunne tåle at blive set igen og igen, søndag efter søndag. Samtidig skal også den kirkegænger, der kun kommer en sjælden gang, kunne se mere i værket end blot pynt“. Uanset om kunstneren selv har udtalt sig herom prøver Egil Hvid-Olsen, der selv er sognepræst, at aflæse de kristne motiver og siger fint: „…det er klogt at give deres værker en chance, selvom de måske ikke i første omgang falder i ens smag.“
En stor bog
Titlen „Opstand og opstandelse“ skulle nok have været byttet om med underrubrikken „Moderne kunst i danske kirker“. Det vil være en skam hvis det skulle holde nogen fra at gå igang med denne meget nødvendige bog. Desværre er det unødigt svært at finde ud af hvor bogens billeder er fra, der er ingen billedtekster og der refereres ikke til sidetal bag i bogen. Når dette er sagt så får man virkelig stor lyst til at tage en tur ud til landets kirker med denne bog under armen.
Opstand og opstandelse – moderne kunst i danske kirker
Af Egil Hvid-Olsen
450 sider fyldt med kunst til 399,95 kr.
Forlaget Læselyst
………….
Sig god rejse til kejseren
Hovedet af den romerske kejser Septimius Severus skal tilbage til Tyrkiet, så 4. februar er det sidste chance for at se ham på Glyptoteket
Finn Hagen Madsen
På Glyptoteket er der flere hundrede portrætbuster, mest i marmor, så man må spørge sig selv om det gør så meget at der nu bliver en mindre. Dette spørgsmål kan der være delte meninger om, men at denne portrætbusten tilhører Tyrkiet er der ingen tvivl om. Den er stjålet og videresolgt til Glyptoteket i 1970 af en amerikansk antikvitetshæler. I sådanne sager kan det ellers ofte være svært at udrede hvor tingene kommer fra og hvem de retmæssigt tilhører, men museets folk har selv fastslået at busten oprindeligt er fra lokaliteten Boubon i Tyrkiet. Da flere amerikanske museer allerede har tilbageleveret deres genstande fra området, er Glyptotekets handling en naturlig forlængelse af den praksis.
Propaganda
Selve portræthovedet af kejser Septimius Severus, er antagelig en del af en helfigur der befinder sig i New York, måske delene igen en dag bliver forenet i Tyrkiet. Hovedet er ganske groft tilvirket, næsten karrikeret, med meget kraftige øjenbryn, stort stiliseret skæg og to dybe panderynker. Bronzen fremstår meget velbevaret og smuk. Figuren er tydeligvis lavet til at skulle ses på afstand, med det formål at vise hvem der havde magten. Næsen er velbevaret i modsætning til hovedparten af museets andre buster – så i det lys bliver tilbageleveringen et lille tab for Glyptoteket. Hvorfor næser altid bliver slået af er et emne man kan finde ud af mere om på museets fine udstilling om ikonoklasme (den bevidste ødelæggelse af billeder). Udstillingen er omtalt andetsteds i denne Kunstavis.
Arkitektoniske detaljer
Sammen med kejserens hovede har Glyptoteket af egen vilje besluttet at tilbagelevere en del terrakottaudsmykninger, hvis oprindelse er af tvivlsom karakter. Nogle af udsmykningerne ser præfabrikerede ud, mens andre har varierede motiver, bla. hestescener og to friser med hagekors. Delene blev brugt til at beskytte de lerklinede jernalderbygninger. Husene har stået i Düver i det sydvestlige Tyrkiet i det 6. årh. f.v.t. Det er dokumenteret, at denne lokalitet blev rovgravet i 1960’erne og genstande herfra efterfølgende blev solgt til forskellige museer.
Lidt længere væk
Busten forsvinder ikke, den vil blot være en flyvetur væk på et sted tættere på hvor den blev fundet. Al verdens museer er fulde af genstande med en mere eller mindre tvivlsom historie om fundsted og videresalg. Mange af de store vesteuropæiske samling frygter med rette at der kan blive lidt tomt på hylderne. I Athen står der fx et museum til flere milliarder kroner og venter på at Pantheonfrisen kommer tilbage. I Danmark har vi nægtet at tilbage levere to hoveder og benet fra en heste fra frisen, »Hvis vi siger ja til det her, vil der komme et utal af krav,« har Rane Willerslev udtalt. Det vil alligevel nok ikke være det store tab at skulle tilbageleverer delene, anderledes er det for British Museum hvor hovedparten af frisen befinder sig, og i dag udgør en af deres hovedattraktioner. Den er i græsk optik tyvegods og er et tilbagevendende stridsspørgsmål mellem de to lande.
En kejser vender hjem
Særudstilling frem til 4. februar 2025
Ny Carlsberg Glyptotek
Dantes Plads 7, 1556 København V
Foto 1
Hoved af kejser Septimius Severus – foto: Anders Sune Berg
Foto 2
Del af terrakottafrise fra Düver – foto: Anders Sune Berg
……………
Svar gives – i klare farver
Søren Behncke fører de gamle mestre op til nutiden
Finn Hagen Madsen
I en tid hvor den mørke tøjmode kan få julefrokoster til at ligne begravelsesammenkomster, er det en befrielse at se Søren Behnckes billeder med rene farveflader og streget lige fra tuben uden modulationer. På udstillingen giver han opdatering af flere af malerhistoriens store mestre, suppleret med værker der relaterer sig til andre ikoner indenfor musik og arkitektur.
Udråb og svar
Indenfor musikken arbejder man med at en musiker giver et musikalsk svar på en anden musikers udråb – på engelsk “call and response”. Dette fænomen bruger Behnecke her i sine billeder. På udstillingen får man en ganske instruktiv dynge papir, hvor baggrunden for hvert enkelt billede beskrives. Det er rigtig fint og ikke for pædagogisk – det er blot en hjælp til at få mere ud af billederne istedet for at det bliver en intellektuel gætteleg.
Figurer med farver
Miro var inspireret af de folkelige bemalede lerfigurer på Mallorca. Behncke tager disse figurer til næste niveau i nogle legende skulpturer der står på hovedet og stikker ud fra væggen. Røde, grønne og blå streger på de hvide figurer giver minder tilbage til Miros udtryk, men bliver alligevel Behnckes helt eget.
Drømme på væggen
Et andet billede er en genfortolkning af Gaugin: “Den lille drømmer” – der hænger på Ordrupgaard Samlingen. Igen i basisfarver og igen et billede der kompletterer, ja næsten udvider originalen. Det oprindelige er ganske naturalistisk, men i kraft af enkelheden i Behnckes videre bearbejdning, får vi her atter et meget klart og samtidigt humor fyldt billede. Han har virkelig aflæst Gaugins tanker med billedet og skabt en fin syntese.
Denglish
Nogle af billederne hænger lidt for tæt sammen, men ellers passer de rigtig godt til det store hvide lokale der udgør galleriet. Teksterne og introduktionen til udstillingen er kun på engelsk, noget af det er lettere at forstå end andet.
Der er ægte kreativitet og energisk glæde med strejf af naivitet på denne udstilling.Søren Behncke formår at løfte mestrene op til nutiden uden at gøre vold på deres oprindelige værker. Der er tilpas mange værker og man bliver i godt humør af at se dem. Så hvis man mangler lidt friskere kulør på juleferien er det en fin udstilling at se.
Call and response, soloudstilling med Søren Behncke
Galleri Eighteen
Slagtehusgade 18
Kødbyen, København
……………………
Grafikken kræver både øjne og krop
Anne Marie Ploug udvider grafik begrebet på Kastrupgårdsamlingen
Finn Hagen Madsen
I Kastrupgårdsamlingens imponerende udstillingslokaler får grafik masser af plads til at folde sig ud, det er prisværdigt at man har holdt sig til grafik udstillinger gennem årene. Man går gennem mindre udstillinger, pædagogiske og af enkelt kunstnere, før man når frem til Anne Marie Plougs store udstilling. Udstillingen hedder “Manko” – en slags slang for kvindens køn på japansk, Ploug siger at det skal opfattes både alvorligt og humoristisk, og som en invitation til, som beskuer at være med til at skabe mening i det udstillede.
Stor grafik
Hvis man tror at al grafik er en lille sort sag på størrelse med en A5, så får man på denne udstilling revideret sin opfattelse. Her er det største værk 3 X 8 meter! Og der er kobbertrykplader der fylder en hel væg. Medmindre man har en damptromle kan det ikke trykkes på en gang, så de store værker består af plader og tryk der er klæbet sammen. I en slags verfremdungs ide (Læs evt mere her: https://teaterleksikon.lex.dk/verfremdung), ses både for og bagside af Plougs værker. Man kan se hvordan plader og tryk er hæftet sammen, man kommer fysisk og mentalt om bag værkernes udsagn og oplever dem som proces – hvor skrøbelighed og styrke bliver to sider af samme sag.
Fejl er guld
Anne Marie Ploug mener at fejl og variationer er guld for en arbejdsproces. På udstillingen kan man se hvordan hun forfølger det, hun oplever at processen styrer hende nogen gange, i stedet for at det er hende der styrer processen. Nogle af værkerne er virkelig blevet meget smukke, fx er et træsnit blevet forsynet med pletter lavet med neglelak, her kan man nemt forestille sig hvor den ide er kommet fra. Der er serier på udstillingen i fine farvervariationer og hvis man ikke kender alle overvejelserne bag, fremtræder de primært som æstetiske eksperimenter hvor den samme trykplade er sværtet ind i forskellige farver. Det er meget flot at se på, men også lidt svært at finde forbindelsen til Manko.
Mandorla
Kvindekønnet skildres som en mandorlaform, den samme form som man fx genfinder i en mund, et øje, et æg – og Ploug bruger mandorlaen i en række store værker. Billederne fremtræder mere som collager end grafik da hun klæber farvede papirstykker på en bund af grafik og andet. De påklæbede former er løst sat på så der kommer en tredimensionel virkning, nogen gange mere dekorativt end udtryksfuldt. I et mindre billede “Manko”, hvor der er en bund af bladguld, virker de løst påsatte papirmandorlaer godt, fordi lyset fra rummet skaber en spændende virkning bag de enkelte papirstykker der løfter sig fra baggrunden.
Prøv at svæve
Det er en stor udstilling hvor “Manko” ideen er blandet med en masse flotte tryk og som kunstudstilling er den overvældende. Anne Marie Ploug fører os med stor energi gennem sine værker, der præsenterer sig godt i de store rum. Så stå af en station før lufthavnen og lad de andre flyve, mens du svæver gennem de mange rum med spændende grafik.
MANKO, ANNE MARIE PLOUG / GRAFIK
Frem til 26. januar 2025
Kastrupgårdsamlingen
Kastrupvej 399
DK-2770 Kastrup
Canopy Collapse
Skrøbelige strukturer
Dette er Aleksandra Domanović første soloudstilling i Skandinavien. Her vises en imponerende række installationer og film der kredser omkring informationskultur og Eks-Jugoslavien.
Finn Hagen Madsen
finn@studio8.dk
Aleksandra Domanović der er født i det tidligere Jugoslavien 1981, arbejder på tværs af skulptur, video, fotografi og digitale medier. Hun kredser i sin kunst om vores teknologiske nutid, men også om Jugoslaviens problematiske tid under og efter murens fald. Udstillingen sammenvæver nye og ældre politiske historier. Hele vejen er der et skarpt lys på feministisk videnskab og populærkultur, og med udstillingen har Aleksandra Domanović skabt en lang række værker der både er dybt forankrede i den post-jugoslaviske tid samtidigt med at den åbner sig mod aktuelle, globale problemstillinger.
Transparent trenchcoat
Lige når man kommer ind på udstillingen mødes man af store folier på tværs af rummet, det er værket „Things to Come“. Her krydsklipper Domanović mellem sin fascination af science fiction og kunstig intelligens og hvordan kvindekroppen forbindes til forskellige objekter fra film. Der er fx en kørestol fra filmen „Demons“ og en transparent trenchcoat fra „Blade Runner“ filmen. Dette og andre værker hænger flot og uden megen forklaring i det store rum. Et hint til hvad det går ud på kan man finde i et indrammet brev hvor en kvinde får afslag på et job som kreativ tegner, fra dengang hvor kvinder måtte nøjes med at være objekter i film, og ikke være dem der tegnede og skabte historierne.
Ledige pladser på søjlerne
Når et land går i opløsning påvirker det indbyggerne på mange måder, historien bliver ofte skrevet om. Institutioner der har holdt landet sammen ophører med at eksistere så folk mister deres identitet og søger en ny – midt i virvaret.
Den sidste af denne udstillings værker handler om hvor svært det kan være at finde denne nye identitet. Filmen „Turbo Sculpture“ viser hvad man gjorde med de ledige piedestaler efter Tito og andre helte. Man begyndte at sætte figurer fra popkulturen op istedet – Bruce Lee, Bob Marley og lignende figurer fra populærkulturen. Domanivić kalder dem for Turbo Sculptures. Selvom det blot er et udtryk for en trang til noget ikke politisk efter for meget konflikt og krig, og virker ganske uskyldigt, så kom der snart en kritik mod trenden for at Disney-ficere historien.
Yu and me
Andre værker kredser også om det tidligere Jugoslaviens historie og fokuserer på kollektive oplevelser og erfaringer gennem forbrug af musik, tv og internettet. Hvor heldig kan man være at få tildelt det fine internetdomæne YU, det var ikke desto mindre realiteten for Jugoslavien indtil det blev opløst. Filmværket „From yu to me“ kortlægger internettets ankomst til landet under socialismens sammenbrud i Østeuropa. Domænet blev registreret af to kvinder i 1987, noget der har været væsentligt for den kønspolitisk side i Domanović’s projekt.
Sjældne jordarter
Der er mange forfinede skulptur-installationer på udstillingen, bla. et portræt af Jugoslaviens tidligere leder Tito, tilsyneladende lavet i gips, men det skal forestille at være litium på en baggrund af jadarit, de er begge sjældne jordarter/metaller. Tito portrættet relaterer den magt der idag udøves for at få åbnet en mine i den smukke Jadarit dal – der ikke er meget forskel på denne magt og den der prægede det gamle Jugoslavien.
Tyre uden horn
Værkserien „Bulls without horns“ problematiserer crispr teknologien der blev udvikler af to kvindelige forskere. Teknikken gjorde det nemmere at flytte rundt på DNA strenge, man kan fx lave tyre uden horn så de ikke skader hinanden når de stuves sammen. Domanović har besøgt en farm hvor de var og viser med fotos hvordan de lever. Hun påviser i sit værk at det foregår, så er det op til beskueren at forholde sig til om man evt. kunne løse problemet med hornene på en anden måde.
Udstillingen er et overflødighedshorn af spændende og flot udførte installationer der hver især er en kommentar til en verden i konstant forandring.
Aleksandra Domanović, Canopy Collapse,
Frem til 15. februar 2026
Charlottenborg
Nyhavn 2, 1051 København
Foto 1 -009
Aleksandra Domanović, view fra udstillingen Canopy Collapse, Kunsthal Charlottenborg, København 2025.Foto af David Stjernholm. Udlånt af kunstneren og Kunsthal Charlottenborg.
Foto 2 – 036
Aleksandra Domanović, Turbo Sculpture, 2009–igangværende. Installationsview fra Kunsthal
Charlottenborg, København 2025. Foto af David Stjernholm. Udlånt af kunstneren og Kunsthal
Charlottenborg.
Foto 3 – 025
Aleksandra Domanović, view fra udstillingen Canopy Collapse, Kunsthal Charlottenborg, København 2025. Foto af David Stjernholm. Udlånt af kunstneren og Kunsthal Charlottenborg.
Malerier 2025
Erik A. Frandsens nye udstilling består udelukkende af malerier fra i år, billeder med et væld af elementer fra dagligdagen og historiske referencer
Finn Hagen Madsen
I invitationen til denne udstilling kaldes Erik A Frandsen „en stundesløs anarkist, for hvem folkelig anerkendelse og efterspørgsel intet er at regne i mødet med en indre, bydende drift mod fortsat fornyelse“. Så er tonen slået an, her er en maler der ikke lader sin stil definere hvad han udtrykker.
Langt fra polerede spejle
Denne udstilling er langt fra de delikate vægudsmykninger i spejlsalen på Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. I palæets taffelsal er der stålplader poleret op til spejle med indridsede motiver. Udstillingen viser derimod en anarkistisk tilgang til såvel malestil som motiv valg. Frandsens palet folder sig ud i kraftige farver der køres helt til kanten, her gælder det udtrykket frem for æstetikken. De store billeder fylder alle galleriets sale op og malerierne præsenterer sig flot i de store rum, nogle gange med kun er et enkelt værk i et rum.
Nogle af billedernes størrelser gør, sammen med den løse malemåde, at man ville ønske at man kunne sætte en omvendt kikkert for øjet. I de grove strøg på de store formater kan man godt finde flotte abstrakte værdier, og det er absolut også en kvalitet ved billederne, de er tydeligvis tænkt til at give størst udbytte på afstand.
Det opløste billede
Billederne på udstillingen er interessante i kraft af flere virkemidler. Et billede som Still life med kurvestol og blomster kan ses som en nøgle til det man ser i mange af de andre billeder. En kurvestol og en buket i en vase optræder som to billeder, kun en enkelt blomst forbinder de to billeddele. Det bliver til en slags forstørret collage, hvor der åbner sig rigtigt mange fortolkningsmuligheder. Dette er et maleri som er i famile med flere andre af udstillingens billeder som fx. Still life med kål, granatæble og detalje fra “ Clio the Muse of History” af Artemisia Gentileschi. Selve titlen på dette værk siger ret meget om Frandsens billed opbygning og elementer. Her nævnes nogle af billedets fysiske elementer og afbildningen af et maleri af den kvindelige 1600-tals kunstner Artemisia. Det er et maleri i maleriet – et selvportræt af Artemisia som historiens muse, hvor hun har inddrager sig selv i værket, noget der tydeligvis har et link til Frandsens egen måde at skabe malerier på.
Tandpasta
I maleriet med den skønne titel: Still life med blomster, tandpasta og detalje af ” Notre-Dame og de fattige fiskere ved Seinen” af Willumsen slår Frandsen gækken løs. Det første der tiltrækker øjet er den udklemte Colgate tube, den fremstår som den absolutte modsætning til Willumsens maleri fra Paris. Måske er det anarkistens provokatoriske gen der slår igennem, måske er det en bemærkning til mesteren om at vi alle bruger tandpasta. Tandpasta motivet gentages i glasmosaikken Remake IX, her bliver det en ikon der gennem mosaikken løftes op fra en hverdags ting til noget større, i kraft af materialet som vi ellers kun møder i fremstilling religiøse figurer.
En buket af buketter
Erik A. Frandsen er kendt for sine blomsterbilleder og næsten alle udstillingens billeder har da også en buket eller noget andet grønt med. Buketterne giver mulighed for at arbejde frit med farven og tildels også formen. Man får noget forærende med en buket, hvilket kan ses i titlen Ready made- Agnete Braad. I dette tilfælde må der vist være tale om kategorien: assisted readymades, da den friske buket på maleriet nok forlængst er blevet til kompost. Frandsen har tilsyneladende syntes at det at male buketten var for ligetil, man får alligevel simpelhen for meget forærende. Han kommenterer det selv i maleriet ved at skrive sætningen: „Wanna be erik a frandsen stilleben“ under de to vaser. Det kan jo forstås som at blomsterne presser sig på som motiv hele tiden. Blomster som stilleben ses også i værket Jordskælv – Still life med frugtfad og maleri af F. Bazille. Her fornemmer i midlertid hans begejstring for det farveorgie som iris, pæoner og roser giver.
Meta billeder
For et par år siden tiltrak et maleri af Matisse sig stor opmærksomhed, det var. Det røde atelier hvor han havde malet sit nye atelier med egne malerier i. Den slags meta studier er fyldt med referencer til den aktuelle kunstners værker. Det samme gælder for værket Noledo med tapet af Balla, hvor Frandsen også har malet forskellige af sine egne malerier stående i sit atelier. Malerierne i dette billedet er tydeligvis fra en tidligere periode i Frandsens værkproduktion. Det at sætte egne billeder ind i et maleri er en fin måde at vise sin kunstneriske udvikling på.
Den gyldne trekant
I de fleste af udstillingens billeder kan man identificere tre afgrænsede billedelementer som fx i Still life med bogreol og vindue fra Kings College Chapel, Cambridge. Som det ses i titlen kalder han det selv for stilleben, altså en klassisk opstilling af elementer. Han blander her stumper fra hverdagen med masser af referencer til mere eller mindre kendte nye og gamle kunstnere.
Som galleriet skriver er det: „ …blot de til enhver tid forhåndenværende byggesten i malerens konstruktion af dét, som for ham er det eneste væsentlige: maleriet i sin egen ret“.
Erik A Frandsen går bevidst uden om det klassiske maleris brug af penselstrøg, lasering og lignende. Her er det lige på med farven og nogen gange med farverne smurt oven i hinanden i lidt udefinerlig plamager. Her er ingen noder bare musik. Det giver en ærlighed og et friere maleri som er forfriskende.
ERIK A. FRANDSEN
Malerier 2025, frem til 13.09.25
Galleri Hans Alf
Holbergsgade 8
1057 København K
………
Billede 1
ERIK A. FRANDSEN
Hulen. Noledo med tapet af Balla, 2025
Oil on canvas
Billede 2
ERIK A. FRANDSEN
Still life med kurvestol og blomster – Falster, 2025
Oil on canvas
Billede 3
ERIK A. FRANDSEN
Still life med blomster, tandpasta og detalje af” Notre-Dame og de fattige fiskere ved Seinen” af Willumsen, 2025
Oil on canvas
Amalfikystens blå bjerge
Johanne Foss har været på San Cataldo og udstiller nye raderinger derfra
Finn Hagen Madsen
Man fornemmer duften fra citrontræerne ved Amalfikysten når man træder ind i Clausens Kunsthandel – luften mellem de blå bjerg langs kysten mærkes og giver en ro til hele rummet. Johannne Foss er stadig leveringsdygtig i smukke flerfarvegrafikker der indfanger magien omkring især San Cataldo i Syditalien.
Vejret skifter
De samme trykplader indfarves med forskellige farver, det betyder at motiverne er de samme, men udtrykket forandrer sig så stemningen bliver helt anderledes, selvom det tegnede motiv er det samme. En væg med Johanne Foss’ grafiske værker bliver som at kigge ind i et slags laboratorium, med så forskellige resultater at man næsten ikke tror at trykkene stammer fra de samme plader.
San Cataldo
Denne udstilling består af grafiske værker og nogle få farvetegninger, alle fra i år. Der er motiver fra San Cataldo og omegn, et sted hun er vendt tilbage til flere gange. I udstillingens præsentation står der om motivverdenen, at det er der: „…hvor bjergene, borgruiner, lyset og vejrets skiften er medspillere“. Og mon ikke det er vejrligets skiften der giver inspiration til de forskellige variationer af trykkene.
Stregens farve
Det er meget raffineret når hun indfarver de ætsede streger forskelligt, den præcise ætsede streg der løber ned over farvede flader giver liv og præciserer motivet og stedets karakter. Grafikkens styrke som kunstart er den forenkling man tvinges til, og de mange overvejelser i den proces påvirker som her resultatet på en god måde.
Cerulean
Det kan være en god ide at se på disse værkers titler – „Hønsehuset Gul okker“, „Bjerg og hav. Grå“, „Bjerg og hav. Blå“, „Pinje“ i gul, grå og grøn. De forskellige variationer angives i titlerne med hvad der er den dominerende farve, for netop farven er det centrale i Foss’ kunst. Man kan kun bliver imponeret over den æstetik og ro som billederne udstråler.
Tegningerne
Hendes kridttegninger overrasker, når man kender hendes grafik, med store rene flader. Tegningerne er faktisk det stik modsatte af hendes grafik, med mange farvenuancer i små flader, bløde overgange og skraveringer. De er spændende at se for den, der kun kender til Foss’ grafik, motiverne er de samme, men der udfolder sig en helt anden verden i de løst skraverede flader og farveblyanternes hurtige streger. Disse tegningerne er nok brugt som forarbejder, men det har krævet en omhyggelig destillering – noget Johanne Foss så mesterligt gør.
Det hegnede sted
Og de store vidder
Nye raderinger fra San Cataldo
Frem til 8 november
Clausens Kunsthandel
Studiestræde 14, 1. sal
1455 København K
Bemalede traumer og skulpturelle malerier
Dollhouse/Dukkehus – En retrospektiv udstilling på Louisiana med den amerikanske kunstner Kaari Upson.
Finn Hagen Madsen
Hvis man nu er født i den værste by i Californien, kan man flygte fra det eller omfavne det! Kaari Upson (1970 – 2021) har gjort det sidste, ikke med stor kærlighed, men som en uudtømmelig kilde til sit kunstneriske udtryk. Stedet hedder San Bernardino og ligger lige oven på Sct. Andreas forkastningen i Californien og bliver beskrevet som et i særklasse nedslidt, fordærvet, voldeligt og meget andet sted. Forladte huse, lukkede forretninger, ekstrem forurening, jordskælv og kun berømt for at være et af de værste steder at vokse op. Udover stedets fysiske tilstand så bruger Kaari Upson også traumer fra sin familie til at give et billede af dette samfunds bagside, en side som vi også har set andre kunstnere skildre – som fx Mike Kelly og Paul McCarthy.
Billeder
Det er en stor og meget varieret udstilling med malerier, skulpturer, tegninger, fotos og installationer, og så er det alligevel blot et hjørne af Kaari Upson meget store oeuvre. En meget produktiv kunstnerkarriere der sluttede alt for tidligt da hun som 51 årig døde af brystkræft.
Udstillingens første rum viser en del næsten abstrakte billeder, de er collageagtige i deres udtryk med antydede figurer. Nogle af billederne er viderebearbejdninger oven på inkjet print, hvilket nok på længere sigt vil give nogle bevaringsmæssige problemer. De første billederne bliver, hvor gode de end er, blot en slags skitser til resten af udstillingen. På denne trækkes der som nævnt stort på San Bernardino som fænomen og hverdagene omsættes til værker, der viser sider af et skrøbeligt samfund nede fra og op.
Bemalede skulpturer
Kaari Upson lægger sig i sin kunst mellem maleri og skulptur, Louisiana ejer værket „Mother’s legs“ der er et godt eksempel på Upson’s brug af denne udtrykstype. I en hel sal hænger disse bemalede ben, skabt i træ og uretan. Når man går mellem dem dukker deres fortælling frem. Denne installation er baseret på oplevelser fra hendes eget liv, benene er lavet af grene fra et træ der stod ud for hendes barndomshjem „… det er min krop, mit forsøg på at huske“ siger hun. Hun omformer og genskaber i sine værker det traumatiske og gør dermed det private universelt i disse kødfarvede skulpturer.
Projekt Larry
Et af Upsons første projekter var en „udgravning“ af en forladt naboejendom, hvor den fiktive person Larry havde boet. Hendes forestilling om manden ændrede sig i den lange proces med at skildre ham. Fra at være en „all american“ sexfikseret mand, bliver han til et generisk produkt af den overfladiske kultur der karakteriserer den vestlige verden generelt – og San Bernardino specielt. Larry-projekt kom til at være et vigtigt kunstnerisk udsagn om hvordan vores identitet også skabes af det samfund der omgiver os.
Madrasser i farve
Nogle af de stærkeste enkelt værker er forskellige madrasser der er genskabt i silikone og derefter bemalet. Også disse skulpturer placerer sig bevidst midt mellem maleri og skulptur. Man genkender måske elementerne som madrasser, men som det fremtræder på Louisianas vægge bliver de til meget mere end det og ikke mindst meget flotte kunstværker i sig selv. Titlerne på værkerne føjer endnu en dimension til aflæsningen, som fx i værket „Death Bed“ (dødsleje).
Sort
Udstillingen slutter med to sortmalede figurer der ligger på gulvet. De er delvist splittet ad, mangler fingre og er skåret op, de to sorte figurer fremtræder meget uhyggelige. Deres ansigter er forkrampede og den kvindelige figur har fået syet kunstige bryster på og har en penis attrap under de ituskårne trusser. Mødet med figurerne giver straks en mængde associationer til krig og lemlæstelse. Voldsomt, men der er også efterklange af tidligere kunstinstallationer og samtidigt en direkte reference til Kaari Upsons eget liv og sygdom.
Titlen Dollshouse kommer fra en af Kaari Upsons installationer på udstillingen, men som det fremgår af overstående omtale, så er der meget andet på denne spændende udstilling der kan fange ens opmærksomhed.
Kaari Upson
Dollhouse: A retrospective
27.maj – 26. oktober 2025
Louisiana Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk
Grønland står stærkt
På de to udstillinger „Storis“ og „Forbindelser“ viser Nordatlantens Brygge det bedste fra Grønlandsk kunst
Finn Hagen Madsen
finn@studio8.dk
I hele stueetagen på Nordatlantens Brygge finder man installationen „Storis“, én stor installation omgivet af enkeltværker, det hele skabt af kunstneren Isle Hessner. På første salen er der en mulighed for at opleve en række værker af høj kvalitet, alle af grønlandske kunstnere. Det er værker lånt fra forskellige grønlandske institutioners indkøb og her har barren tydeligvis været sat højt.
Storisen
Det er nok de færreste der har prøvet at ligge i skjul med et gevær på storisen. Det kan tage uendelig lang tid før der dukker en sæl op for at få luft. Den fornemmelse får man en flig af på denne udstilling, hvor gulvet er helt dækket af blå plader i runde former. Ind i mellem er der nogle få røde plader, det kan være jægerne eller måske et sted hvor byttet er skåret op. Isle Hessner vil med sin installation vise brug af våben som noget positivt og livsnødvendigt i en tid hvor geværer igen er noget der mest bruges til krig.
Materialer har en sjæl
Isle Hessner var i sin kunstneriske uddannelse meget optaget af at bearbejde materialer, en fortsat tradition fra da man skar tupilakker og andet kunsthåndværk. Hun interesserer sig specielt for den sammenhæng der er mellem en fysisk genstand og den mere immaterielle betydning genstanden har haft for de tidligere ejere. En kajak er fx. meget mere end blot en båd, den har tilhørt et menneske med en historie og er også en mytisk genstand. På udstillingen er der billedrelieffer med stiliserede rifler og sælskind i metal der understreger disse genstandes mere ikoniske side.
Uluk’er og sagntradition
I ældre, men også nyere grønlandsk kunst ses det dekorative element ofte. På udstillingen ses det fx i Arnannguaq Høeghs værker, der er meget smukke grafiske tryk med traditionelle elementer som pilespidser, uluk’er (knive til at bearbejde skind med) og andet. På tilsvarende måde arbejder Lars Møller med sit kunstneriske udtryk i relieffet med den utolige titel „Min farbror spiser sæløjne“. Begge kunstnere henter fra den inuitiske udskæringstradition og skaber moderne værker ud fra det
Sagntraditionen er inspirationen til Anne-Birthe Hoves grafiske arbejder, hun bygger videre på Aron fra Kangeq illustrationer fra 1800-tallet. Hendes værker er ikke kun en romantiseren af traditionen, men rummer også en kritik af nutiden, hvor man hellere ser fjernsyn end fortæller historier til hinanden, som i værket „Aqissiaq – homage til Aron XI“
Nye udtryksformer
Kunstnere som Bolatta Silis-Høegh og Jessie Kleemann bruger begge fotografi som udgangspunkt til værker om kønsidentitet. Bolatta Silis-Høeghs værker maler sig selv ind i på ældre fotos og linker for- og nutid sammen. Det kommer der nogle virkeligt spændende malerier ud af. Jessie Kleemann bruger fotos af sin egen krop til bl.a. at illustrerer sin egne digte. Hendes værker indgår ofte i en performance sammenhæng, men er også gode kunstværker i sig selv.
Kvalitet
Man får til udstillingerne et flot og velskrevet katalog med gode præsentationer af de enkelte kunstnere, samt en god præsentation af tankerne bag udstillingerne. Det er i forbindelse med denne omtale godt, for der er slet ikke plads til at nævne alle de gode kunstnere man kan se på disse udstillinger.
STORIS
FORBINDELSER / ATTAVEQATIGIINNERIT
Begge udstillinger frem til 25. januar 2026
Nordatlantens Brygge
Strandgade 91
………………………………….
Monet show på holmen
Med storslåede video projektioner viser det internationale udstillingsfirma Exibition Hub os Monets kunst
Finn Hagen Madsen
Det første der møder en på udstillingen på Holmen er rækker af plancher der i godt sprog og med eksemplarisk klarhed fortæller om Monets liv og hans kunst. Impressionismens grundbegreber præsenteres også og det hele krydres med gode citater om og af Monet. Hans øjensygdom og den deraf følgende ændrede farveholdning i hans billeder beskrives også. Der vises også film med nogle lige så godt fortalte eksempler fra hans store produktion, desværre kun på engelsk.
Som at være der selv??
Man har i et af rummene prøvet at genskabe hans dagligstue med alle de billeder han omgav sig med. Her er det kopier der skal ligne malerier, det bliver nødvendigvis lidt fladt, men det havde måske været en bedre ide at genskabe hans blå køkken eller den gule spisestue uden kopier af malerier. Det følgende rum er en slags rekonstruktion af et afsnit af haven i Giverny, med kunstige blomster og en lille sø hvor digitale fisk svømmer rundt. For det yngre publikum er det måske fint, men for voksne bliver det lidt for meget en kulisse.
Overvældende projektioner
Udstillingens absolut mest imponerende rum er en sal hvor der bliver projiceret malerier op på de store vægge og gulvet. Det er en overvældende præsentation af Monets værker, tæt på og langt fra, nogen gange ser man enkelt billeder, andre gange store panoramaer der går hele rummet rundt.
Der kan nævnes mange flotte tableauer, fx. hans malerier fra Saint Lazare station i Paris kombineret med kæmpe lokomotiver der bruser gennem lokalet – her får man en fornemmelse der ligger tæt på det han må have følt da han i sin tid stod der. Af andre gode motiv serier kan nævnes broerne over Themsen, Venedig og selvfølgelig åkande billederne – det hele leveret i lækre overtoninger og med dekorative mønstre på gulvet.
VR og AI
Det sidste på udstillingen er et rum med virtuel reality briller, her får man en tur gennem haven i Giverny. Det hele har fået et ekstra vrid på farveknappen og er tydeligvis lavet med kunstig intelligens. Det giver en lettere surrealistisk oplevelse midt mellem fantasi og virkelighed.
Udstillingen kan især anbefales hvis man vil introducere nogle børn til maleren Monet og forhåbentlig derigennem give lyst til at se de originale arbejder, som vi jo herhjemme har et pænt udvalg af på Glyptoteket og Ordrupgaard.
Monet: The Immersive Experience
Onsdag til søndag 10 -18
Åbent frem til februar
Refshalevej 175 A & B, 1432 København
Du kan ikke træde i den samme flod to gange.
Troels Carlsens billedeunivers folder sig ud i Galleri V1
Finn Hagen Madsen
Finn@studio8.dk
Flotte collage-malerier med sommerfugle og mange forskellige dekorative elementer tager sig godt ud i galleriets store rum. De store malerier virker umiddelbart som en motivkreds der kan passe ind i ethvert hjem med store vægge. Men Troels Carlsen vil mere end det!
Svaret kan man finde i udstillingens titel „Alt flyder“ – ordene kommer fra filosoffen Heraklit, der også er kendt for udsagnet om at ingen nogensinde træder i den samme flod to gange, idet vandet jo flyder videre. Det centrale i Carlsens billeder er malet ud fra udklip i gamle magasiner og bøger – collagerne i malerierne fortæller nu en ny historie fordi de indgår i en ny kontekst. Ligesom vandet i floden bliver fornyet hele tiden.
Sommerfugle
Sommerfugle, der i dette år også har været genstand for ekstra opmærksomhed i flere nye bøger, står umiddelbart som nogle af de mest markante billedelementer. Med deres rene stærke farver, sætter deres visuelle signal sig fast på nethinden.
Men der er også på udstilllingen mange andre motivkredse: frodige blade, spirer, brombær og lyserøde vilde blomster, omgivet af humlebier. Mangfoldigheden i de opmalede collager er veldisponeret og skaber et meget balanceret udtryk, ligesom Carlsen fastholder et stærkt ensartet stilpræg gennem alle sine værker.
Plantefiberskeletter
Maleriet „Alt flyder no. 2“, viser to skeletter hvor knoglerne er grønne plantefibre, kun hovedskallerne er „rigtige“. Skeletterne er omgivet af bier og andre symboler. De mange detaljer i maleriet kan nemt give anledning til flere sider med fortolkning. Her vil jeg blot støtte mig til, at Troels Carlsen er fascineret af at vores bevidsthed opstod i en hjerne, der i sig selv blot er en videreudvikling af de første celler – så samfund og civilisation er opstået ud af nærmest ingenting.
Kunstnerens billedelementer giver æstetisk bud på hvordan vi lever og dør, for her er intet evigt, men alt er forbundet og det bliver en måde at acceptere, ja ligefrem omfavne livets forgængelighed.
Flyder og flyver
Dette er en udstilling med flotte og indholdsrige billeder og de mange billedelementer sender tankerne afsted. Man bliver inviteret til at træde ind i Carlsens verden og på en legende måde spørge og måske få svar. Vi er på samme tid os selv, men også i evig forandring.
Alt flyder
Troels Carlsen i V1 Gallery
Frem til 1. januar 2026
Slagtehusgade 44D
1711 Copenhagen V
Denmark
Foto 1
TROELS CARLSEN
Alt flyder no. 2, 2025
Foto 2
TROELS CARLSEN
De stiger op no. 1, 2025