Caroline H Thon viser en række malerier der er centreret om mødet mellem et menneske og et træs skygge.
En solskinsdag her i november giver lange skygger og hvem har ikke prøvet at få sin egen skygge med på et af sine fotos? Man ser det først bagefter og ville helst være det foruden. Bortset fra selvportrætter ser vi jo næsten aldrig personen bag et kunstværk. Kun gennem en eventuel signatur gør kunstneren os opmærksom på sin eksistens.
Kreativ tøven
Indenfor kunst og design er undren over “fejl” af og til blevet afsættet til noget helt nyt. Denne “kreative tøven” er det sted hvor kunstneren stopper op og ser helt nye muligheder, istedet for hurtigt at male det over. Caroline H Thon er tydeligvis ikke bange for at gå nye veje. Hun har i mange af sine motiver bevidst taget det der ligner en fotografs skygge med ind i motivet som en central del af sit udtryk og dermed inviteret os, som beskuere, med ind i motivet.
Sitrende lærreder
I sin proces projicerer hun fotos op på et tyndt lærred, så tyndt at man aner blændrammen og farvet glas inde bagved. Caroline H Thon opnår dermed en sitrende fremtræden af billedet, på en måde så man næsten tvinges til at stille uskarpt på motiverne. Det er som om man ser lige igennem billederne og så alligevel ikke. Hun siger selv at hun vil “…. åbne for at maleriet kan indeholde flere dimensioner og en form for liv og bevægelse, der afspejler hvordan enhver oplevelse rummer flere lag og kan forandre sig i forhold til hvordan den er belyst”
Langt fra impressionismen
Det er ikke et impressionistisk farvestudie med flimrende grundfarver, men derimod en forstærkning af det fotograferede, på en måde så det næsten bliver monokromt. Motivet skabes stort set med grå og sort, med blåt og grønt i store flader. Nogle af billederne har en den helt specielle stemning af en grøn vinterdag. Nøgne træer med falmede grønne nuancer i barken og jorden. Der er en fin og lidt udefinerlig stemning i hendes billeder. Caroline H Thon siger det er interferensmønstre med omgivelserne, mønstre hvor vi måske kan finde nye forbindelser til det ikke-menneskelige.
Skyggen
I malerierne skaber skyggerne fra mennesker og træer historien så stærkt at man lige bliver nødt til at kigger sig over skulderen – er det min skygge? Udstillingen viser os at vi lever i en åndelig og en fysisk verden på samme tid. Caroline H Thon har skabt nogle fascinerende malerier der fungerer, men også peger langt videre end det. Fra nu af bliver vinterens lange skygger noget andet for mig.