Der kommer flere og flere turister til Danmark og mange tænker, hvad er det mon de kommer efter. For de udefrakommende er vi de eksotiske indfødte, venlige, men også fremmede. På samme måde som vi betragter mennesker fra Bali elller Grønland. Dette fænomen er udgangspunktet for den grønlandske kunstner Ivinguak Stork Høeghs collager på denne udstilling. I en collage rider en grønlandsk kvinde på en zebra, i en anden collage er en kajak trukket op på en strand med palmer og skudte sæler.
God humor
Fremfor endnu engang med alvorlig mine at svinge pisken over kolonialismen, tvister Stork Høegh tingene med stor humor i sine collager. Hun siger selv om sine billeder “ …. Jeg kan ikke lide, når det bliver vredt eller handler om skyldfølelser og alt det der. Selvom der kan være en følelse af kolonitid i mine billeder, er det for at fremhæve hvem vi er ….”. Hun viser hvordan det fotografiske blik på Inuit og Arktis var og er forestillinger om de eksotiske, en forestillling vi alle har – også grønlænderne. Blikket og skildringen udefra opløser menneskene, det enkelte individ bliver til et objekt, et fænomen der bekræfter beskuerens fantasier og forudindtagethed om de vilde.
Fotokolonisering
På Nordatlantens Brygge har man før vist tidlige fotos fra fra Grønland. Bl.a. Teit Jørgensens fotos formidlet af den grønlandske fotograf Inuuteq Storch. På den nuværende udstilling er der bl.a. en række fotografier fra 30-erne taget af Jette Bang, hun går tættere på befolkningen på en anden måde end hendes mandlige kolleger. Hun viser kvinder der arbejder på en fabrik, unge kvinder der sludrer sammen på en trappe, en kvinde med sit barn og meget andet fra dagligdagen. Små knivskarpe billeder der bringer mennesket frem og gør nationaldragter og “eksotiske” huse til neutrale baggrunde. Det er en meget fin dokumentation af livet i 30ernes Grønland.
Skønne portrætter
Udstillingen indledes med en stort udvalg af tegninger og fotografier af mest kvindelige kunstnere. Det er som oftest kvinder der er fulgt med deres mænd til Grønland dengang landet var lukket for uvedkomne. Motiverne er som nævnt ofte mere nære sider af datidens grønlandske samfund end de storladne landskabernes, som deres mænd var fascineret af. Ellen Locher Thalbitzers tegning af Gertelé endte med med en fin skulptur. Nogle af de bedste billeder på udstillingen er udført af kunstneren Christine Deichmann. Især hendes portrætter er mesterligt tegnede. Det er nærværende og præcise akvareller af Inuitter, tegninger der bringer os meget tæt på mennesket der skildres.
En udstilling med meget indhold
Det er en stor og hel udstilling, der er let at se og der vises og bliver fortalt meget mere end det der er omtalt her. Den giver et godt indtryk af kolonitidens mennesker og dem der i begyndelsen af 1900-tallet skildrede dem. Spændende er også at flere ukendte kvindelige kunstner præsenteres, især at Christine Deichmann kommer frem i lyset. Der er et godt og velskrevet katalog til udstillingen, omend der sniger sig unødigt komplekse statements ind i teksten. Det skal nu ikke afholde nogen fra at besøge udstillingen.