Collaborations har i denne gruppeudstilling valgt temaet sort og hvidt (og lidt gråt). Det er meget forskellige kunstnere der er repræsenteret, ikke som man måske kunne forvente med grafik der ellers er domineret af det sort/hvide, men med snart sagt alle andre typer af medier. Det har resulteret i en ganske spændende og varieret udstilling.
Se selv
På udstillingen ses bl.a. værker af Bernard Frize og Lee Bae der begge arbejder med enkle sorte former på hvid bund. På tryk forekommer de nært beslægtede, men på udstillingen ser man at de milevidt fra hinanden, førstnævnte bruger emalje på metal plade, den anden bruger akryl kul-blæk (charcoal ink) på lærred. Man skal være i galleriet for at se/mærke forskellen, det er det højpolerede overfor det raffinerede, og det bringer os mentalt i to helt forskellige retninger. Det taktile bliver næsten hele forskellen og oplevelsen i disse værker.
Man tror det er grafik
Et af de værker der kommer tættest på det man almindeligvis forstår ved grafik er et værk af Brooklin A. Soumahoro. I beskrivelsen hedder det farveblyant på papir, men det er meget mere, idet der er skåret lange snit ned i det tykke papir, de sorte streger bliver skåret over. Der danner sig et regelmæssigt mønster på over fladen, hvilket giver værket en tredimensionalitet. Igen skal man nok se værket for helt at forstå dette stille og samtidigt stærke minimalistisk værk.
Det ydre og det indre
Et par danske kunstnere er også repræsenteret. Poul Gernes har nogle værker med, som er ret usædvanlige for denne kunstner, der af mange kendes for at have bemalede Palads biografen i stærke og lyse pastelfarver. Men her er cirkler og firkanter i sorte og grå farver i en symmetrisk komposition der næsten har noget meditativt over sig. Med sædvanlig humor har Gernes benævnt billedet “Kryds og bolle” – så er vi nede på jorden igen!
Nogle der også har en lettere humoristisk tilgang til kunst er duoen Elmgreen og Dragset. I deres dobbeltbillede “Indre kritik” giver de sort-hvidt et yderligere betydningslag. Det er to fotos af en grib på en gren, det ene i positiv, det andet i negativ. Problematikken er her skåret ud i pap: – er du god nok – ja jeg er – nej måske ikke alligevel – uha, den indre grib sidder på mange skuldre!
Natugle
Den sidste jeg vil nævne er Cathrine Raben Davidsen der er repræsenteret med tre værker. Hendes kultegning af en ugle er meget lækkert udført på lærred. Det får figuren til at svæve hen over billedfladen og giver farve til det sort-hvide. Hvis Elmgreen og Dragset har en indre grib så er det her den indre natugle, på en gang smuk og uhyggelig.
Collaborations har udfordret det sort-hvide fint i denne udstiling. Mange af værkerne ydes først helt retfærdighed når man står foran dem, det taktile gør også her forskellen. Man får lyst til at røre ved flere af værkerne, men det tror jeg ikke galleriet synes er en god ide.
BLACK & WHITE – an achromatic group show
Frem til 1. juli
Collaborations
Store Kongensgade 118, 1264 København K